Sygdom:
Afrikansk sovesyge forekommer i store dele af Afrika.
Sygdommen skyldes en encellet parasit, der overføres af tsetse-fluer. Trypanosoma brucei gambiense giver Vestafrikansk sovesyge og Trypanosoma brucei rhodesiense giver Østafrikansk sovesyge, hvor sidstnævnte har det hurtigste forløb. Det egentlige reservoir er antiloper.
Tsetse-fluer er aktive i dagslys og stikker om dagen. Biddet er yderst smertefuldt, så man er ikke i tvivl om, at man er blevet stukket. Der udvikles oftest hævelse, kløe og et sår på bidstedet og herefter opleves der tilbagevende feberepisoder.
Andre tidlige symptomer kan være: Feber, hovedpine, smerter i muskler og led, nedsat madlyst, søvnbesvær, irritabilitet og forstørrede og ømme lymfeknuder, især i nakken. Tilsidst optræder der en dødelig hjernebetændelse.
Den kroniske form: Ved den mere kroniske form har sygdommen et langsommere, mere kronisk forløb. Der kan gå måneder til år, fra man smittes, til man får alvorlige symptomer.
Langt de fleste tilfælde af afrikansk sovesyge skyldes den mere kroniske gambiske form, som forekommer i Central- og østafrika. De fleste tilfælde forekommer i lande som Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan, Angola og Den Centralafrikanske Republik. Denne form forekommer i øde, svært tilgængelige landområder og rammer derfor meget sjældent europæiske rejsende.
Den akutte form: Forløbet af sygdommen er kort og intenst. Sygdommen giver først infektioner i indre organer for til slut at angribe centralnervesystemet og hjernen. Hvis man ikke bliver behandlet i dette stadie, bliver man søvnig, apatisk og til sidst bevidstløs.
Den akutte rhodesiske form for sovesyge, som forekommer i Østafrika, er relativ sjælden med få hundrede rapporterede årlige tilfælde. Denne form for sovesyge forekommer i tørre savanneområder. Der er set flere tilfælde af sovesyge hos safarirejsende til safariparker i Østafrika, især fra Tanzania i området nær Victoriasøen men også fra Zambia og Zimbabwe.
Selvom den akutte form for afrikansk sovesyge er på tilbagetog, skal safarirejsende stadig være omhyggelige med at beskytte sig mod bid fra tsetsefluen.
Forebyggelse og behandling:
Infektionen er vanskelig at behandle. Det er heldigvis meget sjældent at rejsende bliver smittet, men der er set flere tilfælde hos turister, der har været på safari i Afrika. Samlet set er chancen for at blive helbredt god. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet i tide, er dødeligheden dog næsten 100%.
Myggebalsam har desværre ingen sikker effekt. Tsetse-fluen bliver tiltrukket af mørke farver (særligt mørkeblå) og bider let gennem tyndt tøj. Turister bør derfor bruge lyst tøj i lidt tykt stof, helst kakistof af en vis tykkelse og gerne to par sokker. Tsetse-fluerne er stærke nok til at bide gennem bøffelhud.
Mange steder hvor turister kommer bekæmper man tsetse-fluer ved hjælp af fælder.
Hvis man er blevet stukket af en tsetse-flue og udvikler et sår og feber, bør man straks søge lægehjælp.