VaccineSpecialisten logo

Rejsediarre

Sygdom:

Rejsediarre er det hyppigste helbredsproblem i forbindelse med udlandsrejser og 20-50% af alle rejsende bliver ramt.

Rejsediarre kan skyldes både bakterier, parasitter og virus.

Fælles er at man bliver smittet via forurenede fødemidler eller forurenet vand. Trods dette har man ikke kunne føre bevis for, at forsigtighed med hvad man spiser og drikker kan mindske risikoen for at få rejsediarre. Tidligere hed rådet: ”Cook it, boil it, peel it, or leave it",

Forebyggelse og behandling: 

Det anbefales, at man udøver en god håndhygiejne, bruger håndsprit, og ikke drikker vand fra vandhanen.

De fleste tilfælde af rejsediarre går over af sig selv i løbet af 3-4 dage uden behandling, men kan delvis ødelægge rejsen.

  • Når man har diarre er det vigtigt at få tilstrækkeligt med vand og salte for at dække tabet. På rejsedestinationen kan man selv blande en væske ved at tage 1 liter vand og blande op med en teskefuld salt og en spiseskefuld sukker, 

Mange studier har vist at behandling med antibiotika kan reducere varigheden og mange bliver raske inden for et døgn.

  • Man kan derfor medbringe antibiotika, fx azithromycin til selvbehandling af rejsediarre.

Tabletter der indeholder diverse mælkesyrebakterier har ikke nogen væsentlig forebyggende effekt og anbefales ikke.

Koleravaccinen, Dukoral®, giver 60% beskyttelse mod rejsediarre forårsaget af Enterotoksigene E.coli (ETEC), som er den hyppigste årsag til rejsediarré. Da ETEC er årsag til omkring 30-40% af tilfældende af rejsediarré, kan man teoretisk forvente at en vaccination med Dukoral® reducerer risikoen for at få ”turistmave” med omkring 20%.

Hvis man får høj feber og blodig diarre (dysenteri) bør man søge lægehjælp. Ved længerevarende diarre (>2 uger) må man mistænke en parasitær infektion (giardia, kryptosporidier) og ligeledes søge læge for at blive undersøgt for dette.