Vaccination mod tuberkulose
Omkring 1/3 af jordens befolkning er smittet med Mycobacterium tuberculosis (M. tuberculosis). Globalt er der årligt omkring 8 millioner nye tilfælde af tuberkulose (TB) og med ca. 2 millioner dødsfald er TB en af de hyppigste dødsårsager.
M. tuberculosis smitter ved dråbesmitte, når en person med aktiv lunge-TB hoster og smitte kræver således tæt kontakt. Det er kun omkring 10% af de der bliver smittet, der udvikler aktiv TB. Hyppigst inden for de første to år. Globalt er der stigende problemer med resistens mod de foretrukne medicinske behandlinger (multidrug-resistent (MDR) og extended drug-resistent (XDR) TB), som derfor gør sygdommen vanskeligt at behandle.
Vaccine:
Man har i Danmark haft rutinemæssig Bacille-Calmette-Guérin (BCG)-vaccination af børn i perioden 1946-1986. Man startede udfasning i DK i 1982. BCG-vaccinen er en levende svækket vaccine indeholdende en svækket stamme af M. bovis og er blevet anvendt siden 1924.
BCG-vaccinen skal gives i hudens aller øverste lag af en fagperson, der har kompetence inden for dette. Der gives 0,1 ml til voksne og børn >1 år og 0,05 ml til børn <1 år, og bør derfor gives af en erfaren vaccinatør.
Der udvikles et overfladisk sår på injektionsstedet 2-4 uger efter vaccination. Der kan opstå en byld, specielt hvis vaccinen er givet for dybt i huden. Desuden kan ses forstørrede lymfeknuder lokalt.
Det er kontraindiceret at vaccinere HIV-smittede og andre immunsvækkede, da det kan medføre en livstruende dissemineret infektion.
Hos børn giver BCG op mod 75% beskyttelse mod de komplicerede former af TB, miliær-TB og tuberkuløs meningitis, mens beskyttelsen er dårligere mod lunge-TB.
Effekten af BCG-vaccination hos voksne er kontroversiel. Der er ikke dokumenteret effekt af revaccination.
- Vaccination mod tuberkulose i form af BCG foreslås fortsat til rejsende til endemiske områder med incidens af TB på >25/100.000/år ved langvarig eller gentagen rejse, dvs. mindst 3-6 måneders eksponeringstid.
- Særligt børn, som tager på selv kortere besøg i deres/forældrenes hjemland, og dermed har tæt kontakt til lokalbefolkningen, anbefales vaccineret.
Se her om udbredelsen: Tuberkulose udbredelse - CDC
Vaccination af voksne langtidsrejsende anbefales ikke rutinemæssigt, men
- Særligt eksponerede, som fx sundhedspersonale, der kommer i kontakt med TB-patienter, kan overvejes vaccineret.